Friskole, ballet, dans og bevægelse under samme tag - og mulighed for meget mere

Det Kongelige Teater Balletskolen Odense er en moderne friskole med profil af kulturinstitution. Skolen tilbyder en unik grundskole inden for klassisk ballet og moderne dans i et trygt læringsmiljø, hvor dans, dannelse og boglig uddannelse danser sammen.

Vi tilbyder undervisning fra 0. -9. kl. med førskole/forårs-SFO fra marts. Herudover tilbyder vi fra 0.-4. kl. SFO

På Balletskolen foregår skolegangen (det kalder vi Læseskole) og danse-/balletundervisning på samme skole, men er opdelt for at skabe klarhed over den boglige og kunstneriske del. Det fungerer rigtig godt for eleverne. Det betyder, at de ved, hvornår der er dans/ballet, og hvornår der er boglig undervisning. Skolen har fokus på den hele danser, og vi søger, at den enkelte elev får mulighed for at udnytte sit fulde dansepotentiale. Derfor undervises alle elever i såvel klassisk ballet som moderne dans.

I Gartneriet er der i dansen vægt på leg, små trin og glæden ved at bevæge sig.

I 3./4. kl. undervises eleverne med afsæt i klassisk ballet og balletteknik og får herigennem en forståelse for kroppens muligheder i dansen. I 5./6. kl. introduceres eleverne til den moderne dans, og de træner således både klassisk ballet og moderne dans.

I udskolingen fokuserer eleverne på enten den klassiske ballet og balletteknik eller den moderne dans og dens udtryk. Alle elever vejledes og  tages med på råd ift. fokus, men hver elev har indflydelse på vægten af henholdsvis klassisk ballet og moderne dans

Er du interesseret i opskrivning?

Vi er en afdeling af Det Kongelige Teater, der har tre Balletskoler hhv. i København, Odense og Holstebro.

I Odense er vi en friskole med vægt på klassisk ballet, moderne dans, dannelse og faglig fordybelse, men herudover tilbyder vi gennem vores forening AMOK FRITID (Akademiet for moderne dans og klassisk ballet) fritidsundervisning.

Som en forlængelse af elevernes danseuddannelse tilbyder vi AMOK-DGU, som er et samarbejde med ungdomsuddannelserne i Odense, i særdeleshed Odense Katedralskole STX og Tietgenskolen HHX.

AMOK-DGU tilbyder også DGU10, som er en 10. klasse i samarbejde med ESAD, Efterskolen Sports Academy Denmark.

Hvorfor Balletskolen?

En magisk hverdag

Det er helt specielt at være elev på Balletskolen. Det er en verden med dans og bevægelse – med lektier, kostumer og eventyr og med træning, prøver og forestillinger. For nogle kan det være et valg for livet. For andre bliver det en skolegang med danseglæde, som kan blive et springbræt til mange andre spændende verdener.

Du kan se strategier for fremtidens skole ved at klikke her.
Mission – vision – strategi.

Skolens miljø og værdier

Værdigrundlag

Vi stræber efter:
· at have fokus på det hele menneske gennem nærvær og næstekærlighed
· at vores arbejde skal give mening
· altid at have kvalitet og æstetik i handling og omgivelser
· at være et demokratisk fællesskab med plads til udvikling
· at give plads til glæde, drømme og refleksion
· at være ressourcespejdere med stort engagement.

At være forældre til et barn på Balletskolen

Vi bruger kommunikationsplatformen Viggo til løbende at give informationer til både elever og forældre. Ydermere skriver forstander Inge Fjord et fredagsbrev til forældre og børn hver uge.

At skrive sit barn op til Det Kongelige Teater Balletskolen Odense er at give sit barn mulighed for at gå i skole et unikt sted, der fremmer og udvikler barnets talent samtidig med, at barnet modtager en kvalificeret boglig undervisning. Vi forventer, at forældre bakker op om og er deltagende i deres børns skolegang.

Det Kongelige Teater Balletskolen Odense er med i Dansk Friskoleforening.